fredag den 29. april 2011

Fliser i køkkenet.

Hjemme hos os sker tingene ikke alt for hurtigt -desværre. For 1 1/2 år siden fik vi nyt køkken. Et dejlig stort og lyst landkøkken. Men vi har været frygtelig lang tid om at få gjort de sidste detaljer færdig.

Men idag fik jeg endelig taget mig sammen til at sætte de nye fliser op på væggen over køkken-bænken. (Utrolig hvad man kan få gjort samtidig med at man ser på kongelig bryllup på TV!)





Fliserne er relativt rustikke og ujævne, og noget sværere at sætte op end jeg havde regnet med. Men de kom da op. Så nu skal der bare fuges og i øvrigt males. Flere billeder af et forhåpentlig færdig køkken kommer efterhånden. :)

Fredag! Yes!! God weekend :)

onsdag den 27. april 2011

Forårsblomster

Foråret er tid for tulipaner. Og helst mange af dem. Da vi boede i Danmark flottede jeg mig nogle gange med at fylde min store Alto-vase op med tulipaner. Der er plads til 40 stk, og de gør sig utrolig godt i den flotte designer-vase. 40 stk. tulipaner bliver jo en mindre formue i Norge, så nu må jeg klare mig med lidt mindre vaser. Men uanset er der en utrolig friskhed over disse sprøde, knitrende blomster. En af mine favoritter.

tirsdag den 26. april 2011

Anemoner eller hvitveis?

Nu er de her! I fuldt flor. Og der bliver bare flere og flere af dem. Vi havde netop fornøjelsen af en kort tur til Danmark, hvor skovbunden var helt dækket at hvide tæpper af hvide anemoner. Og samtidig var bøgen så småt ved at springe ud. Er der noget smukkere?
Men nu er vi tilbage igen i Norge, og i løbet af de sidste dage er hvitveisen (som de jo hedder her til lands) også begyndt at pible frem her. Og der bliver bare flere og flere for hver dag. Herligt!

For et års tid siden var jeg til en konference, hvor en af foredragsholderne i anledning ag foråret (og for at skabe lidt distraktion i foredraget) viste os nogle billeder af nogle store flotte anemonebuketter. Hun fortalte at hun hvert år på denne tid gik ud i naturen og plukkede ca. 20 store hvitveis-buketter, som hun så delte ud til venner og familie. Det var blevet en rigtig god og hyggelig tradition, som alle satte pris på. Egentlig en rigtig god ide. Det kunne være at man skulle prøve?! :)



Hvide anemoner er jo det mest almindelige, men hvad mange danskere ikke ved er at man i Norge har blå anemoner - blåveis.


Man ser dem sjældent i heldækkende tæpper, som vi ser hvitveis'en, og de kommer gerne lidt før de hvide navnesøstre. Meget søde.

Men mest sjældent er det nok med de gule anemoner:



I min mands familie er det nærmest en besættelse at finde de gule anemoner. Vi ser dem oftest i Danmark, men vi har faktisk fundet dem et enkelt sted i nærheden af hvor vi bor i Norge. Selv min mand er med i jagten på de gule anemoner, og det er når vi finder dem at jeg kan se det sjældne syn af min mand, som plukker blomster. :)

Ha en flot dag!

mandag den 25. april 2011

Lidt mere påske

Kunne man ha haft bedre påskevejr end det vi har haft i år? En fantastisk forsmag på sommeren. Dagen igår blev tilbragt i haven med at rive og luge, og det blir sikkert også til nogle timer idag. Efter at jeg har gået en lang tur i skoven. :)
Påsken er ikke helt slut endnu, så jeg kan vidst lige nå en enkelt påskedekoration til. Ha en herlig dag!

søndag den 24. april 2011

Påske

Jul og påske er for min del højsæson for at lave blomsterdekorationer. Det er jo egentlig fjollet, eftersom det jo er på vinteren/foråret at blomster er dyrest. Men det måske netop pga årstiden at jeg sætter aller mest pris på en smuk dekoration.

I år blev det en påskedekoration i mit overflødighedshorn. Jeg lavede hornet for et par år siden, og har efterhånden haft glæde af det en del gange med forskellig fyld ved forskellige årstider. Det er første gang at det er blevet fyldt op med æg og påskeliljer. Men det gik da vist egentlig meget godt. :)


Fortsat god påske!

Ina

lørdag den 23. april 2011

Det må jo prøves...

To whom it may concern




Det her er sikkert en rigtig dårlig ide. At starte en blog. Jeg som ikke engang har fantasi til at finde på finde på relevante opdateringer på min facebook-side. Hvordan skal jeg dog kunne fylde en blog?
Men jeg har nu alligevel tænkt mig at prøve.
Helt stille og rolig. For gennem de sidste måneder har en helt ny verden i blog-landia åbnet sig for mig. Og det har været en rigtig hyggelig og inspirerende åbenbarelse.
For her har jeg kunnet finde ligesindede, som interesserer sig for de samme ting som jeg; nemlig blomster og blomsterdekorationer.
Det er vel egentlig ikke det at jeg føler at jeg har så veldig meget at vise frem. Jeg får vel lavet en enkelt lille dekoration en gang hver anden måned. Men hvis nogen kan finde interesse eller inspiration i en af disse skal jeg gerne vise dem frem. Og derved føler jeg at jeg måske også kan bidrage lidt til al kreativiteten, som udspiller sig i bloglandia.
Så god fornøjelse!

Ina